U d s t i l l i n g e r


Hundene her i huset er blevet udstillet fra de netop var gamle nok til at deltage i babyklassen, hvor alderskriteriet er 4 - 6 måneder, og alle 4 har klaret sig udmærket - set i forhold til det antal udstillinger hver især nu har deltaget i.

Når en hund bedømmes, er det ikke kun det rent eksteriørmæssige, der lægges vægt på. Med udgangspunkt i racestandarden for australsk terrier vurderes, om hunden har en passende størrelse, passer krop - hoved - ben mv. sammen proportionalt, bevæger den sig let og elegant hen over gulvet - er den glad og vågen og følger med i, hvad der sker omkring den - vil den være i stand til at passe det arbejde, den nu engang er fremavlet til osv.

Findes disse grundlæggende ting i orden, ja, så er der gode chancer for at blive tildelt en 1. præmie og måske certifikat eller certifikatkvalitet (CK). Samtidig vurderes hundens temperament - det er vigtigt, at den er til at komme i nærheden af og ikke snerrer eller bider af fremmede, når tænderne eksempelvis kigges efter. Sundheden såvel fysisk som psykisk er meget vigtige elementer i den samlede vurdering af hundens kvaliteter. En hund der snerrer eller måske endda bider efter dommeren, når der f.eks. kigges tænder og føles på kropsbygningen generelt, vil ikke nå særlig langt i et udstillingsforløb.

Nærmere om de enkelte bedømmelsesforløb kan læses i Dansk Kennel Klubs regler for udstillinger og skuer.

Umiddelbart eftertragtede danske titler er:

DKCH (dansk championat) kræver: 3 x 1. pr. + 3 dommercertifikater tildelt af 3 forskellige dommere, hvoraf det sidste gældende først kan erhverves, når hunden er fyldt 18 måneder. Dommeren kan, hvis hundens kvalitet findes tilstrækkelig høj, tildele 1. pr. til den hund over 9 mdr., hvis eksteriørmæssige udseende og tilstand i øvrigt gør, at den er en fortrinlig repræsentant for sin race. Er kvaliteten ekstra høj, kan der tildeles et dommercertifikat.

KLBCH (klub champion) kræver 4 placeringer som bedste champion.

ÅRETS AUSTRALSKE TERRIER er den hund, der, samlet i løbet af årets udstillinger, har erhvervet flest point.